Peter Arendt: 33 salmeforspil

Peter Arendt - 33 salmeforspil

Mixtur Portræt er en node-serie med forspil og ledsagesatser skrevet af danske organister.

I dette hæfte portrætteres organisten Peter Arendt med en god håndfuld salmeforspil og intonationer.

Peter Arendt fortæller:

Mit navn er Peter Andreas Arendt. Jeg er født på landet i Vendsyssel i 1955 som barn af to teologer og med fire storebrødre, der alle læste teologi – samt en lillebror der blev rockmusiker.
Da jeg var knap syv år, flyttede vi til Tønder. Vi havde kun været i byen én dag, da daværende organist Mogens Melbye stod i døren med sin yngste søn på armen og tog alle os drenge med op til det store Frobenius-orgel i Kristkirken overfor præstegården. Det var som at besøge troldmandens hule at stå midt inde i det smukke instrument og få lov til selv at blæse i piberne. Som Henry Purcell synger det i sin festlige sang til orglet: Wondrous Machine!

Ved orglet i Kristkirken spillede jeg også min første gudstjeneste: Højmessen pinsedag i 1975. Sikke et sted og sikke en dag at starte! I 1981 tog jeg diplomeksamen fra Det Jyske Musikkonservatorium – med lavest beståede karakter i kirkespil… Da jeg havde været ansat et par år i min anden faste stilling, bad en af kirkens præster mig holde en menighedsaften med overskriften Kan organisten noder eller hva’? Hvortil man som dansk organist har lov til at spørge: Hvilke noder? For sidste gang man autoriserede nogle noder i dansk kirkeliv, var med Kingos graduale i 1699.

Men indrømmet: jeg har altid haft svært ved at holde mig til noderne, hvad denne beskedne forspilssamling også vidner om. Jeg er mine tre orgellærere og musikalske forbilleder Johannes Toft, Peter Møller og Frode Stengaard dybt taknemlig, fordi de – af og til under stilfærdig protest – gav mig frihed og vide rammer til at blive den kirkemusiker, jeg endte med at blive. Mine organistansættelser fordeler sig med ét år ved Vor Frelsers Kirke i Esbjerg, otte år ved Augustenborg Slotskirke, ni år ved Munkebjerg Kirke i Odense, ti år ved Grenaa Kirke, og de seneste 13½ år har jeg været ansat ved Haslev Kirke.

At spille til en søndagsgudstjeneste er det største privilegium nogen musiker kan ønske sig. Det har altid været mit håb, at kirkegængerne måtte gå lidt gladere fra kirke, end de kom. Derfor signalerer nogle af
mine forspil også – mere end at introducere melodien – at nu skal vi have en fest!

 

Indholdsfortegnelse

Aleneste Gud i Himmerig
Almagts Gud, velsignet vær
Alt, hvad som fuglevinger fik
Blomstre som en rosengård (Hartmann)
Denne er dagen, som Herren har gjort ledsagesats
Den signede dag med fryd vi ser
Du er, opstandne sejershelt
Et barn er født i Betlehem (Tysk/Berggreen)
Herre Jesus, vi er her
Himlene, Herre, fortælle din ære
Hyggelig, rolig (Lindeman)
I østen stiger solen op (1) G-dur
I østen stiger solen op (2) F-dur
Jeg vil din pris udsjunge
Jesus er mit liv i live
Klynke og klage (Crüger)
Lille Guds barn, hvad skader dig
Lovsynger Herren, min mund og mit indre
Morgenstund har guld i mund (Barnekow)
Nu rinder solen op (Zinck)
Nu takker alle Gud
O Herre Krist! dig til os vend
Se, nu stiger solen af havets skød (Ring)
Sorrig og glæde de vandre til hobe (Visemelodi)
Sov sødt, barnlille orgelkoral
Tak og ære være Gud efterspil
Under dine vingers skygge
Velkommen igen, Guds engle små (Weyse)
Velkommen igen, Guds engle små (Berggreen)
Vi pløjed og vi så'de
Vær velkommen, Herrens år
Vågn op og slå på dine strenge
Ånden opgav enkesønnen

Transponerede forspil
Den signede dag med fryd vi ser
Et barn er født i Betlehem (Tysk/Berggreen)
Vær velkommen, Herrens år