Mikkel Andreassen: Guds nåde er en vintergæk
Et udvalg af Simon Grotrians tekster fra samlingen "Jordens salt og verdens lys" fra 2006 sat i musik af Mikkel Andreassen i 2009. Andreassens karske tonesprog passer perfekt til Grotrians spændende nye salmetekster.
Fra anmeldelse i organistbladet af Svend Hvidtfeldt Nielsen:...De står som skarpmejslede prægnante støtter af ren diatonik. Der er ingen smarte ”blå” toner eller ”farverige” modulationer. Hverken i melodi eller akkompagnement. Der er i hele samlingen ikke et eneste løst fortegn. Alt er ren diatonik. Alligevel er det lykkedes at lave en meget karakterfuld samling satser, hvor alle stemmerne har prægnante melodiføringer, der ofte går veje, som klassisk stemmeføring ville have forsvoret brugbare. Men de er ikke bare brugbare. De fremstår i sammenhængen som helt rigtige. Og i deres sikre melodik er de til at lære for sangerne.
Det er med andre ord en meget brugervenlig samling.
Det frapperende ved den er imidlertid hvor egensindigt Andreassen får dette anonyme tonemateriale til fremstå. Satserne er som skåret i en sart sårbar, skærende granit. Eller is måske. Harmonikken er strengt taget krads og dissonerende. I stedet for treklange synes det at være tetrachorder, altså skalasegmenter, der er harmonisk bærende. Imidlertid får Andreassen instrumenteret disse tetrachorder således, at de frem for alt er udtryksfulde. ”Sart”, står der ofte som karakterbetegnelse, og sart, ja, ømt, skal det synges, for det er hvinende smukt...
Indholdsfortegnelse
Guds nåde er en vintergæk
Aftenhimlen sejler ind
Tak for håbet om at hvile
Når livet rinder åren ud
Velsign mit barn, du kære Gud
Abba, Abba
Jeg fryser i mit verdensskrud
Nu blir natten skarp som peber
Når klokken ringer solen ind