Passion
Dagene fra Palmesøndag og frem mod påske kaldes den stille uge eller passionstiden. Det er dagene til fordybelse i Jesu sidste dage og timer, i hans lidelse og død. Og fra påskedag fordybelse i budskabet om opstandelsen.
Tonen slås an palmesøndag med Jesu indtog i Jerusalem. Folket hylder ham med Hosianna-råb. Og det antydes af Jesus selv (Johannes 12,1-16), at hans lidelse og begravelse er nært forestående. Jesus er på vej mod lidelsen, og hans vej bliver smallere og smallere. Det er lidelsens vej.
Skærtorsdag beretter om Jesu sidste måltid med disciplene, nadverens indstiftelse (første tekstrække). Anden tekstrække bereter om Jesus, der vasker disciplenes fødder. Der trækkes tråde tilbage til det jødiske påskemåltid (2.Mos.12), og påskemåltidet får en ny betydning, kædet sammen med Jesu liv og død.
Langfredag rummer de store tekster om Jesu død på korset, i første tekstrække fra Mattæus og Markus-evangelierne, i anden tekstrække fra Lukas og Johannes. En valgfri mulighed langfredag er at læse fra harmonien af lidelseshistorien bag i salmebogen, samlet på reformationstiden af Johannes Bugenhagen, med tekster fra alle fire evangelier.
Passionstiden skal opfattes som en bevægelse: Jesu vej er i bevægelse lige til det sidste, fra forudsigelserne af hans egen død og frem til lidelsen.
Også i gudstjenesterne skal der ske en bevægelse fra skærtorsdag frem til langfredag, og en bevægelse fra langfredag til påskedag. Det er derfor vigtigt, at gudstjenesterne i passionstiden viser denne bevægelse, gennem liturgi, musik, salmevalg og prædiken.