Helligtrekonger
I oldkirken fejrede man Jesu fødsel den 6. januar (Hellig tre Kongers dag). Så blev juledag senere fastlagt som 25. december, og med den følge, at juletiden kirkeligt set regnes fra 24. eller 25. december til og med 6. januar.
I oldkirken og tidlig middelalder – før barnedåb blev almindelig - var Hellig tre Kongerstiden en stor dåbstermin. Man havde ikke dåb hver søndag, men på bestemte dage i kirkeåret, og udover Hellig tre Kongerstiden også Påskedag. De voksne dåbskandidater gennemgik en undervisning i den kristne tro før dåben fandt sted. Og man antager, at denne oldkirkelige praksis også har sat sig spor i valget af tekster i første tekstrække: at de døbte i tiden efter dåben blev introduceret til vigtige evangeliske beretninger om åbenbaringen gennem Jesus Kristus.
Et tema i teksterne til Hellig tre Konger er Lys. Lyset fra Stjernen over Betlehem – lyset fra Jesus – lyset fra hans ord.
Man kalder Hellig tre Kongers- tiden for epifani-tiden. Epifani betyder tilsynekomst eller åbenbaring. Jesu ord åbenbarer hvem han er, og det udfoldes i rækken af søndage efter Hellig tre Konger. Dette antal søndage er variabelt og kan maksimalt omfatte seks søndage, afhængigt af påskens placering det pågældende år.