Kristi himmelfarts dag (II)
Denne helligdag er teologisk set af stor betydning. Den beretter om Jesu nærvær trods hans fravær. Om den usynlige forbindelse mellem himmel og jord, om åndens nærvær i det skjulte.
Lektien Sl.113 er en lovsang for at Gud, som troner højt, også ser så dybt, at han ser og ophøjer den fattige og den svage.
Evangeliet Lukas 24, 46-53 er Jesu udsendelsesord til disciplene om at gå ud til alle folkeslag og forkynde evangeliet. Og derefter beretningen om at Jesus velsignede disciplene mens han blev båret op til himlen.
I den tidlige kirke fejrede man Kristi Himmelfart om eftermiddagen pinsedag ved en gudstjeneste på Oliebjerget, på det sted, hvor Herren var ophøjet til himlen (dette er bevidnet i Egerias pilgrimsberetning).
Lidt senere i kirkehistorien (år 300- 400) lagde man fejringen af Kristi himmelfart fyrre dage efter påskedag ud fra kronologien i Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger (Ap.Gern.1,3).
Udvalgte salmer til dagen:
252 Til himmels for den ærens drot
251 Jesus, himmelfaren
259 Din himmelkrone ser vi stråle
364 Al magt på jorden og i himlen
324 Dig rummer ej himle
9 O store Gud, vi love dig
Kirkesangbogen 923 Når æbletræets hvide gren
18 Som fisk i hav og fugl i luft