6. søndag efter trinitatis (I)

Et tema for denne søndag er den etiske fordring om at leve i det nye liv, som troen på Jesu ord kræver. Uopfyldeligt måske – men et ideal.

Lektien 5.Mos.30,11-14 er Moses’ ord til folket om, at Guds ord er nær i mund og hjerte.

Epistlen Rom.6,3ff er Paulus’ ord om, at dåben knytter os til Jesu død og samtidig til et nyt liv, hvor håbet om opstandelse er bærende.

Evangeliet Mattæus 5,20-26 er ord fra Jesu bjergprædiken, fra de såkaldte antiteser, der stiller Guds riges nye lov i kontrast til Moselovens kendte bud. Kort fortalt "Forlig dig med din næste før du bringer dit offer til Guds alter".

Udvalgte salmer til dagen:
396 Min mund og mit hjerte
397 Trods længselens smerte
321 O kristelighed
392 Himlene, Herre, fortælle din ære
319 Vidunderligst af alt på jord
Fra 100 salmer: 862 Gå i mørket med lyset

Orgelmusik til helligdagen

Det kan være sin opgave at ramme den rigtige ”tone” på en dag som denne med tekster, der peger i mange retninger. Men måske de sidste linjer i dagens epistellæsning rummer en lille nøgle, der kan bruges til dagens musikvalg: ”I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.”

Man kan evt. lægge ud med et eftertænksomt præludium som f.eks. dette arrangement af en Cantabile-sats af Telemann, der har en alvorsfuld men samtidig omsorgsfuld karakter. Per Günthers udsættelse af salmen ”Trods længselens smerte” er også en mulighed. Salmen passer netop til dagen med sin betoning af Jesus, der er til stede i sit ord. Som afslutning på tjenesten kunne Lasse Toft Eriksens ”Himlene, Herre, fortælle din ære” være oplagt. En lille ”levende” orgelkoral over den smukke lovprisning af naturen og Guds lov.
Klik på linket for at høre musikken på YouTube.

 

Danske Orgelkoraler  303 koralbearbejdelser 01-012

 
 
 

Når dagen hælder - Orgelmusik til begravelser   01-031

Kormusik til helligdagen